Jeg gik roligt igennem skoven, og jeg vidste hvad der ventede. Det var en evne jeg havde haft hele mit liv, og en gave som kongen, Luther Crane, altid havde stolet på. Jeg lovede ham en søn, når stjernerne ville danse om den fuldudvoksne måne, og at drengen ville besidde en stor kraft af magi, som ville vokse igennem hans tid. Sønnen blev født; en lille dreng med brunt hår. Hans navn skulle lyde Wesley, Wesley Crane. Luther var stolt, og hans trone var sikret. Han gav mig endda en plads på slottet. Han tog mig til sig som sin egen datter, og på ét punkt lignede vi hinanden ganske meget. Ondskaben. Den lå stærkt i vores hjerter, det var det, som styrede os. Magt, hævn og død. Det var, hvad vi begge ville, især hvis nogen gik imod vore veje. Og Luther Crane gik imod min. Det var også derfor, at jeg tog det sidste, magiske æg fra de store, vingede væsner og bar det i mine hænder, mens jeg forsatte igennem den mørke skov. Han ville snart opdage, at ægget var væk og sende sine vagter, men min plan var allerede klar. Jeg havde advaret ham, men han ville ikke lytte. Nu måtte han lære som alle andre. Ægget var ikke til hans søn, selvom Luther ønskede det og tvang den tanke igennem hele sit sorte hjerte. Ægget tilhørte en anden. En anden, som var blevet født selvsamme dag som hans søn. Jeg kiggede bare på det, velvidende om, at der om ville lyde vingeslag på den store himmel igen om flere år. Ikke kun af dette æg for stjernerne havde talt, og skæbnen havde allerede valgt livets vej. Når tiden var inde, ville jeg få min hævn, og Luther Crane ville få sin lærestreg.
Ægget forsvandt i det øjeblik, jeg lå nede på jorden, og et par hænder forsøgte at tage fat i mig. Jeg kunne ikke stoppe med at smile, og stadig have mine hænder på kroppen, i den størrelse ægget havde været. Det magiske lys var ved at forsvinde, men jeg var ikke død, kun lammet. Jeg så op på den klare mørke himmel med de hvide stjerner. Mine læber kunne ikke stoppe med at smile, selv mine øjne skinnede af glæde. Dette var begyndelsen.

”Hvor sendte du ægget hen?” Luther Crane snerrede og råbte, imens han så imod pigen, Lettice Foxe, som stadig holdt sit hoved oprejst. Hun grinede. Hans temperament og vredesudbrud kunne ikke skræmme hende.
”Jeg har allerede fortalt dig det. Ægget er væk, og det vil ikke blive fundet før om mange, mange år. Jeg advarede dig, og jeg gør det igen. Din søn er ikke ejeren,” Lettices stemme var høj og tydelig, på trods af de brutale smerter hun kunne føle igennem hele hendes krop, men ligesom Luther Crane ikke kunne skræmme hende, kunne hendes smerter heller ikke få hende til at tabe ansigt og stemme. Luther slog sin venstre hånd ind i muren lige ved siden af det køntformede ansigt med det hvidkrøllede hår, der kun lige gik til skulderen. Han stirrede direkte ind i de grå øjne, som skinnede af stolthed.
”Gør mig ikke mere sur. Hvor er ægget?” 
"Væk, og din søn er ikke den eneste med uovertrumfende kræfter,” Lettice smilede med et blik, der kunne sige alt; hun havde vundet, og lige meget hvad Luther gjorde, ville han aldrig få hendes stolte holdning vundet. Ikke engang da ordene, “Kimquevor suk’eeck”, dødsbesværgelsen, kom ud af Luthers mund, og gjorde Lettices krop stiv og svag - lod mørket indtage hende for altid - stoppede hendes øjne med at skinne, og smilet på de yndefulde læber forsvandt ligeledes heller aldrig. Luther tog sig til hovedet, mens han sendte sine riddere ud efter ægget og den, der var blevet født sammen dag som hans egen søn.

Det vidste sig, at Riverdals konge, Audrey Carew, havde fået en søn selvsamme dag. Luther ville have ham slået ihjel, se den lille drengs krop blive lagt ned i jorden for aldrig at opstå igen, men han kom for sent. Drengen var allerede væk. Forsvundet, kidnappet, som rygterne lød igennem den store del af lande af Monchia. Luthers temperament blev forstørret hver eneste dag, al hans ondskab blev som fordoblet igennem tiden, og flere folk måtte lade livet for hans hånd. Det største fald af alle var da Luther, på sin søns andet leveår, slog til i Riverdal og vandt. Audrey Carew havde været blind siden hans søn forsvandt, og han havde ingen chance, da Luther og hans riddere slog til. Mange unge, ældre og tapre riddere, dem som vi i dag kalder frihedsæmperne, døde, men ikke kongen. Nogen havde fået kongen ud i tide, men ingen fandt ham, og han vendte aldrig tilbage.

...20 år senere…

STIENS BØLGER
De store, brune vinger fløj lydløs over den mørke morgenhimmel over de store toppe på træerne i skoven. Fem år var der gået, men det var nu på tide at berøre den jord, som havde ændret den dengang femtenårige fyrs liv for altid. På trods af glæden over at være udvalgt, var der også meget forvirring og mange sorger i hjertet på den unge fyr. Han havde aldrig forstået hvad rollen gik ud på, men han forstod nu, at den konge, der besad den største magt i Monchia, Luther Crane, ikke var den samme som man troede. Daniel Simmons’ had til Luther ville aldrig høre op, men han vidste også, at han måtte respektere livets gang. Luther Crane var et af disse valg. Et valg som man måtte acceptere.
Fang dig selv noget mad. Jeg går bare resten af vejen, sagde Daniel igennem tankerne, til den store grif Ziaweld. Griffen nikkede til ham, før han slog med vingerne og forsvandt i træernes tæthed og op i luften. Daniel følte altid noget særligt, når han så på Ziaweld. De var smedet sammen, de kunne forstå hinanden, og de kunne tale igennem tankerne. Han var griffinrytter, og Ziaweld var hans stolthed og glæde.
Daniel fjernede sit blik fra de tætte træers grene og forsatte sin vandring. Han fandt bækken, som her til morgen bevægede sig ganske stille i kulden. Sneen var endnu ikke faldet i denne caídavino, men det kunne ikke vare længe, før de første snefnug ville komme. Daniel satte sig på hug og så på sit eget spejlbillede med en grimasse. Han kunne ikke tillade sig at komme hjem til sin søster, Taisha Simmons, og se sådan ud. Lyden fra bækkens rolige bevægelser havde desuden fået Daniel til at fokusere på den tørre hals han havde. Han lavede en skål af sine hænder og drak lidt af det iskolde vand. Daniel kom til at give en gysen, da han pjaskede lidt i hovedet på sig selv.

”Rolig. Rolig,” prøvede den unge pige, Nadia Tarri, at sige til den urolige, tippende hoppe. Hun vidste ikke hvorfor den store kraftige kiaonihoppe, Phoebe, havde faret sammen for et stykke tid siden. Nadia havde svunget sig ned fra den brune westernsadel, nusset den store hoppe over mulen og prøvet at lokke hende med. Det lykkedes den unge pige, at få hoppen til at følge med i små cirkler. Da hoppen var faldet en anelse mere til ro, med kun lidt nervøse spændinger i kroppen, satte Nadia sig op og forsatte med at ride mod bækken. Hun var sikker på, at den rolige lyd kunne få Phoebe til at slappe af.
Daniel så op fra bækken, da et par bump fra hove lød. Han havde været usikker på, om han ville kunne have genkendt lyden af hestehove, men nu hvor de ramte jorden stille og roligt, smilede han ved sig selv. Han undrede sig over, hvem der var ude så tidligt på dagen - hvis det  da var tidligt. Caídavino havde meget let ved at snyde med tiden, for solen ville først begynde at komme op ved syv-tiden, men det var først en time efter, at mørket ville forsvinde lidt efter lidt. Daniel vidste bare, at det var morgen, for de havde fløjet hele natten, siden solen var gået ned. Noget inden i ham havde drevet ham afsted, og han vidste, at de på denne måde ikke kunne blive opdaget af nogen. Især ikke af Luther Crane, som Daniel havde fået en kraftig frygt for. Alle historierne og alle de onde gerninger den mand havde begået, fik det til at løbe mere end koldt ned ad ryggen på Daniel. Luther Crane var skyld i dragerytternes forsvinden, hvis de overhovedet fandtes - hvilket Daniel ikke håbede - men det var selve Dwarven Crane - Luthers far, som var skyld i griffinrytternes død.
Phoebe blev overrasket over en gren, da de nåede ned til bækken, og på grund af, at den store, sjældne hoppe allerede var anspændt, reagerede hun med et godt hop og et vrinsk. Nadia nåede ikke at reagere, før hun faldt til jorden og så hoppen løbe nervøs væk.
”Er du okay?” Daniel var løbet over det iskolde vand ved synet af pigen, der faldt ned fra hesten. Hesten var langt fra lille, og havde en fantastisk, kraftfuld bygning. Daniel var bange for, at dens store tykke hove kunne have ramt pigen på en og anden måde.
”Jaja. Fint,” svarede Nadia, mens Daniel hjalp hende op at stå. Hun så ikke så meget på den fyr, der var kommet over til hende, hun så mere efter Phoebe, der var stoppet i en lysning længere henne. Det var tydeligt at se, at hoppen trippede rundt og gav et par nervøse ryk i sin krop. Daniel derimod kunne ikke lade være med at studere pigen. Det var første gang i længere tid, at han kunne se på andet end elvere, og desuden virkede denne pige meget bekendt for ham. Daniel rodede hele sin hjerne igennem, før det gik op for ham på en overraskende måde.
”Nadia? Nadia Tarri?”

*

Mørket var ved at lægge sig, men alligevel var det mørkere end det havde været, hvis skyerne ikke havde dækket solen. Wesley havde været på jagt hele weekenden, og selvom han havde været meget sikker på, at han befandt sig indenfor Ranísia, begyndte han at tvivle. Hver gang han i disse tætte skove havde haft et godt sigte på et byttedyr, havde noget fået hans pil til at undvige i det sidste øjeblik.
Han knælede for at se på de store poteaftryk, og måtte rynke sin pande og øjenbryn ved synet. Dette var ikke et spor som han kunne genkende, og han havde ellers jaget siden han var 12 år. Hvert et spor var han bekendt med; los, kanin, dådyr og mange af de væsner som man ville kalde normale og mindre sjældne. Dette var ikke et poteaftryk, som han var bekendt med, og det gjorde hver en muskel i ham urolig.
Wesley var en ganske fin jager, og han var blevet godt oplært. Ikke af sin far, men et par riddere, som var de bedste i området. Alligevel havde Wesley sjusket en smule ved undervisningen. Drengen havde for meget selvtillid og et ego, der kunne gå udover alle grænser. At opspore og nedlægge et bytte var ét, men at kunne mærke sine omgivelser var noget helt andet, og det var denne del, som Wesley uden videre havde glemt. I dette øjeblik, mens han knælede og undersøge poteaftrykket, ville et rovdyr kunne angribe ham uden tøven, og han ville umuligt kunne nå at forsvare sig.
Bevægelsen var rolig og lydløs, mens de lyse og alligevel så mørke og gennemtrængende øjne fulgte hver en bevægelse Wesley lavede. En fare kom tættere og tættere på ham, og selv da Wesley bandt det sorte vandvæsen – tasroen - til en gren, for at sætte sig på hug bag et par buske og skulle til at skyde sin pil af, havde han endnu ikke mærket de øjne, som fulgte ham. Uden tøven skød Wesley pilen afsted, men den hvide og lidt blålige kanin, som han havde udpeget som et perfekt byttedyr, sprang af sted, da pilen ramte et par centimeter ved siden af. En let snerrende lød fra hans strube, mens han rettede sig op. Han nåede knapt nok at reagere, før en pil havde boret sig igennem hans jakke og fastsat ham til det store træ, han havde stået op ad. Wesley var ikke bare overrasket over angrebet; hans hjerte hamrede af chok. Men endnu mere hamrede det, da det begyndte at bevæge sig over ved et par buske med de blå, hvide og orange blade, et par typiske farver for caídavinoårstiden, den kolde årstid.
”Hvad har du gang i?!” udbrød Wesley ved synet af den slanke, men normalbyggede pige. der dukkede op mellem buskene. Der var ingen tvivl: Det havde været hende som havde affyret pilen. Selvom det lignede, at hun så direkte på Wesley og direkte ind i hans øjne, så så den lillahårede pige en anelse forbi ham, mens hun lagde en ny pil på buen og spændte an. Wesley var ved at tabe både ansigt og mund, men holdte sig i den elegante prinserolle og holdning. At skjule sine følelser, var noget han havde lært igennem hele sit liv, og han vidste hvordan han skulle have sin holdning, men hvad var der med denne pige? Vidste hun ikke, hvem han var?
”Hey. Lad os lige tage det helt roligt okay?” spurgte Wesley, mens han fik løsnet pilen med en del kræfter, da den sad rimelig godt fast. Han sukkede indvendigt over det hul, som var blevet lavet i hans yndlingsjakke. Den der endnu aldrig havde svigtet ham på en jagttur, hverken om det var varmt som i revanotiden, eller koldt som nu. Hans opmærksomhed endte på den meget besynderlige kvinde, som han både følte sig betaget af, men også frygtede. Ligesom hendes hår havde hendes øjne en mærkelig farve; lilla og blå, men lysere. Og tog han virkelig fejl, hvis han sagde, at hun ikke kiggede direkte på ham, på trods af den kuldegysning han allerede følte ned ad ryggen?
”Hvad laver du i disse omgivelser?” stemmen, som kom fra pigens yndefulde læber, fik ham næsten til at gå i stå. Stemmen var så rolig, melodisk og alligevel så kold. Han tænkte på elverne, da han mente, at de ofte havde en blid og melodisk stemme, men på trods af det tykke, blålilla hår, der nåede lidt over skulderen, var der ingen tegn på spidse eller lange øre. Wesley tænkte ved sig selv, at hun måske var en af dem med små, spidse øre, selvom det ville være en sjældenhed, men denne pige var også anderledes, mere end han selv indtil videre havde en tanke om.
Wesley gjorde et lille fredstegn med begge hans hænder ved at løfte dem. Han vidste ikke helt hvad han havde gang i, men da det gik op for ham, skød han hagen frem.
”Jeg er på jagt,” Wesley fortrød straks hans valg, om han drømte eller ej, vidste han ihvertfald, at det var en sætning han ikke skulle have sagt, for øjnene på den utroligt smukke pige gav en gnist, og hun spændte buen. Wesley vidste, at hun var klar til at slippe. ”Vent!” han ville råbe, men vidste, at han var nødt til at forholde sig rolig, selvom hver en muskel i hans krop var spændt. Pilen havde direkte kurs mod hans bryst, og slap hun den nu, skulle der et mirakel til for at redde ham.
”Hvem er du?” spurgte den lillahårede pige, men hun slap hverken taget i buens pil eller fjernede blikket fra ham. Wesley vidste, at det ikke var tidspunktet at spille sin rolle - faktisk var det meget bedre, hvis han var en helt anden.
”Will. Jeg kommer fra Recontall.”
”Det er langt væk hjemmefra.”
”Nabodelen Ranísia vil jeg nu ikke kalde langt væk.”
”Du er længere væk end det.”
Wesley stivede ved ordet ‘længere’, for det kunne kun betyde, at han var på det mest forladte bosted, Wyings Mountains. Delen med den fantastiske natur, enge, dale, skove og ikke mindst det omgivelserne var præget af; Bjerge, brede og tykke bække, søer og vandfald. Wyings Mountains var det område, der havde den skønneste natur, da det var det eneste sted, som bestod af alle de dele, som man ofte kun ville opleve fordelt over resten af Riverdal, og for ikke at tale om de andre bydele i Monchia.
Wesleys anspændthed begyndte at forsvinde, da pigen sænkede buen og lagde pilen om til ryggen igen. Han skulle lige til at spørge hende hvem hun var, men et vrinsk fik begge parters fokus. Skoven blev helt stille igen, og selvom solen begyndte at komme frem bag skyerne og oplyste lysningen, de befandt sig ved, var der ikke de store tegn på yderligere liv. Hvis Wesley havde benyttet lejlighederne under jagten til at slå ørene ud og lytte, ville han have opdaget hvor stille skoven var i sig selv. Selvom der fandtes mange vilde og frie væsner i Wyings Mountains, var der sjældent den helt store larm. Der var en form for harmonisk balance og bevægelighed igennem hele området; fredeligt og afslappet. Det var ikke så underligt at mange frygtede stedet, efter at det var blevet forladt af mange beboer. Det var flere hundrede af år siden, men Wesley var sikker på, at området ikke altid have været så stille. Der måtte have været meget mere synligt liv, end der var nu.
”Hvad...” Wesley stoppede sig selv i spørgsmålet, for da han fjernede sit fokus fra den retning vrinsket havde lydt, til hvor pigen have stået lige før, var der ikke andet end luft. Uden tvivl ville han sige, at han havde drømt, men hullet i hans jakke var bevis nok i sig selv. Hans tanker fór rundt, mens han bandt tøjlerne op og satte sig op på Soul igen. Hvem var hun? Hvordan bar hun sig ad med at liste sig ind på mig? Og hvordan kunne hun være så lydløs? Hun forsvandt som vinden.
Wesley benyttede sit jagtinstinkt til at finde vej ud ad skoven igen og ved at følge Souls hovaftryk. Han så sig tilbage med et lettere smil på læberne og kørte hånden gennem sit brune hår, da han kom ud ad den tætte skov. Han udstødte et lille grin, inden han satte Soul i galop for at komme tilbage til slottet. Hans smil og grin bestod af den selvsikkerhed og charme som hans personlighed bestod af. Han vidste, at lige meget hvor mange kræfter det ville tage, så ville han en skønne dag finde denne pige igen, finde ud af hvem hun var, og ikke mindst hvad hun var.

*

Dagene gik i caídavinoen, og i noips sidste dage begyndte det, som Daniel havde mærket, at sne. Snefnuggene kom i alle former, store som små og med forskellige hastigheder, som alligevel ofte var ganske rolige. Det var som i et eventyr og ikke mindst romantisk at gå igennem de smalle gader i centrum af Ranísiadelen. Unge som ældre gik hånd i hånd, tættere imod hinanden, børene som legede i sneen, og forældre, der forgæves prøvede at få deres børn til at være en smule forsigtige. Daniel var glad for at være hjemme, mere end noget andet. Det var ikke kun synet af sneen, den var også faldet i Appelwest, elvernes by, men det var selve følelsen af at have et fast hjem, en familie og selvom han nødigt ville indrømme det, så var den største glæde for ham, at han havde set Nadia Tarri.
Da Daniel åbnede døren ind til kroen, hvor han blev velmødt af varme og stemmer, faldt hans blik alligevel kun på Nadia, som sad stille og roligt nederst i det ene hjørne ved et lille træbord med to stole. Det lignede, at hun skrev eller tegnede, men Daniel vidste, at hun måtte tegne, for det lå i hendes sjæl. Daniel havde kendt Nadia, siden han var 14 år, dengang han flyttede til Chelaw, hjem til sin søster. Taisha var ikke kun hans storesøster, hun var også hans værge af en art, for forældrene havde ikke kunne varetage ham. Der havde været mange problemer hjemme i Chadyntin, og jo ældre Daniel blev, jo værre blev problemerne. Forældrene endte med at gå fra hinanden, men da var det allerede for sent at tage sig af den unge knægt. Han hang ud med de forkerte, lærte at ryge, slås og ikke mindst lærte han en del om alkohol. Taisha havde været rasende, da hun kom på besøg, hvilket var mere end sjældent. Hun tøvede ikke med at tage Daniel med til Riverdal, væk fra forældrene, væk fra vennerne og ikke mindst væk fra Chadyntin. En ny start ville være god for ham, og selvom Daniel havde været ustyrlig og gal på sin søster, der slet ikke have kunne tillade sig at fjerne ham fra hans liv - hans liv, ikke hendes - var han taknemlig nu. Chelaw og Mørkevang, der hvor Nadia blandt andet boede, lå lige op og ned ad hinanden. Taisha og Nadias forældre snakkede en del sammen, men Daniel langt fra set på Nadia i starten. Der gik måneder, men derefter havde han også fundet den rigtige vej. Nadia var hoppet godt og grundigt ind i hans hjerte. Stille og rolig, jordnær og alligevel var hun den drømmende type. Smilet og den glæde hun altid udstrålede, ville han aldrig kunne glemme, det var det, der havde holdt ham i live så mange gange. Den positivhed hun besad, selvom verden var ved at vælte ud ad hendes små, bløde hænder. Nadia var forandret, det var der ingen tvivl om, men alligevel kunne han kende hende uden problemer.
Daniel vågnede op, da servitricen oppe ved baren rømmede sig, hvilket ikke havde været den første gang. Han undskyldte og tog sin kakao, mens han begyndte at gå ned imod Nadia. Hans smil på læben var ikke kun på grund af synet af hende, men også på grund af de tilbageblik han fik. Den dag han virkelig havde opdaget Nadia, var en varm revanodag ude på engen i dalen, som lå lige udenfor deres ejendomsgrunde. Dengang havde hun haft langt, brunt og krøllet hår, som gik langt ned ad ryggen. Hun havde den dag, siddet på en sten og aet sin venstre fod, som hun havde slået. Det havde taget Daniel lang tid at overvinde synet af hende og derefter tage mod til sig. Selvom Nadia på det tidspunkt kun havde været 14 år, havde hun været meget udviklet kropsmæssigt. Hun så det ikke selv, men den skønhed Nadia besad, var en skønhed mange mænd drømte efter. Nu havde hendes veludvoksede krop fået endnu finere og detaljerede former, og hendes hår var blevet kortere og gik nu kun lidt forbi skulderen, men det var ikke det eneste, som var forandret; krøllerne var væk, og det brune var blevet erstattet med lysbrunt øverst, og under det yderste lag var der en brunlig rød og sort farve. Hun var forandret, men alligevel var hun Nadia. Hans bedste veninde, hans Nadia. Nadia Tarri.
”Hej. Der er vel ikke optaget?” spurgte Daniel med et smil, da han var kommet ned til bordet. Nadia rystede på hovedet og udtalte nogle meget lave ord, som Daniel havde hørt om; “Nej, det er der vel ikke.” Han studerede hende afslappet, mens han sad og så på, at hun tegnede. Han kunne ikke se, hvad det var hun tegnede, men det havde vel egentlig heller ikke en betydning. Da Nadia stoppede med at bevæge sin blyant, skulle Daniel til at sige noget. Han ville have en samtale med hende, og han ville høre hvordan hun havde det, om der var sket noget nyt, hvilket han selvfølgelig kunne sige sig selv. Han ville vide alt der var sket siden han tog af sted, alle de spørgsmål han havde i hovedet, som han ikke havde nået at spørge ind til, da han havde set hende på den store hoppe Phoebe. Hun havde haft for travlt, og derfor havde de ikke udvekslet mange ord sammen, faktisk havde han slet ikke fået snakket med hende endnu. Daniel åbnede munden for at sige noget, men hun rejste sig efter at have drukket sin kakao ud og undskyldte med, at hun var nød til at gå. Papiret krøllede hun sammen til en kugle, men efterlod den ikke, for hun puttede den ned i sin blå jakkelomme og gik ud. Daniel så mundlam efter hende, undgik hun ham med vilje?

*

Wesley tog sig til hovedet og prøvede at rejse sig op efter faldet. Sneen og hans uopmærksomhed havde dækket for et godt hul i jorden. Han havde haft så travlt, med at se hvert eneste sted an, for at finde pigen fra en god sum dage siden, at han ikke havde overvejet hvor ujævne og ukendte omgivelserne var for ham. Soul, hans sorte hest og vandvæsen, der udgav tasroracen, havde travet hurtigt af sted over alt og var snublet i hullet. Wesleys uopmærksomhed havde ikke kun ført til, at han overså hullet, men også at han var uforberedt på Souls reaktioner og voldsomme bevægelser, sa han faldt ned ad den stejle skråning. Han mærkede det voldsomme stød af smerte i hans højre skulder, og ikke mindst følte han, at den var godt ubrugelig. Han kiggede ned og gav en skæv grimasse. Han havde virkelig været heldig. Stedet var så ujævnt, og skråningen han var faldet ned af forsatte endnu stejler. Han var lettet over, at en lille flad afsats havde stoppet hans fald.  Helt nede, hvor skråningen stoppede, løb der noget vand. Han var usikker på, om det var en af de store bække eller en lille flod, men i hvert fald, var det tydeligt at der var et par gode store sten, som han kunne have slået hovedet imod, og strømmen i vandet, virkede ikke roligt. Wesley kiggede op, mens han forsøgte at kravle op. Smerten i skulderen var ikke det eneste, som stoppede ham, for idet han greb fat i en rod i skrænten, faldt den af, og han faldt på ryggen igen. Han lukkede sine øjne, både af smerte og tvivl. Hvem ville finde ham her ude, og hvor var Soul henne? Igennem hele sit hjerte, håbede Wesley ikke, at der var sket ham noget slemt, og han tog sig i sin egen dumhed over, at han ikke have passet bedre på, men bare ladet sig drive af sted. Drive sig igennem legen, legen om at finde den mystiske, velskabte og smukke pige.